Hypokaliæmi er en elektrolytforstyrrelse karakteriseret ved lavt kaliumniveau i blodet.
Ætiologi
Hypokaliæmi er en meget hyppig elektrolytforstyrrelser, både hos indlagte patienter og hos ikke-indlagte patienter. Hos indlagte patienter ses hypokaliæmi hos 20% patienter, mens det i baggrundsbefolkningen findes hos 2-14%.
Kalium findes i kroppen primært intracellulært. Når man har hypokaliæmi, kan det både skyldes nedsat indtag (f.eks. ved malnutrition), øget tab i GI-kanalen (f.eks. ved diarre), øget renalt tab (f.eks. ved anvendelse af diuretika) eller translokation af kalium fra ekstracellulært til intracellulært (f.eks. ved behandling med insulin).
Nedsat indtag: Nedsat indtag kan ses ved ernæringsproblemer eller ved anorexia nervosa.
Øget udskillelse i GI-kanalen: Diarre, laksantia og korttarmspatienter kan give øget udskillelse af kalium i GI-kanalen.
Øget renal udskillelse: En del tilstande og medicin kan give øget renal udskillelse. Nogle af de hyppige medicinske årsager er anvendelse af ikke-kaliumbesparende diuretika og visse antibiotika. Hypomagnesiæmi kan også give hypokaliæmi, og her vil tilstanden ikke let kunne korrigeres, før magnesium er korrigeret og det er vigtig også at være opmærksom på normomagnesiæmisk magnesiummangel. Osmotisk diurese vil også give hypokaliæmi, det ses f.eks. ved hyperglykæmi eller mannitol. Tilstande med mineralokortikoid eller glukokortikoid overskud kan øge den renale udskillelse. Lakrids, cola og koffein kan øge den renale udskillelse. Opkastninger og renal tubulær acidose kan øge renal udskillelse. Nogle syndromer som Bartters syndrom, Gitelmans syndrom, Liddles syndrom eller Syndrome of apparent minerocorticoid excess kan også være årsagen.
Translokation: Translokation af kalium fra ekstracellulært til intracellulært ses ved behandling med insulin, beta2 agonister og glukose. Det ses også ved indtagelse af koffein og cannabis. Det ses ved metabolisk eller respiratorisk alkalose. Det ses ved Thyrotoksisk eller hypokalæmisk periodisk paralyse. Ved refeeding syndrom sker der også en translokation af kalium fra ekstracellulært til intracellulært.
Pseudohypokaliæmi: Betegnelse for translokation af kalium fra ekstracellulært til intracellulært under transport af en blodprøve, hvilket giver en falsk lav værdi. Ses specielt ved svær leukocytose eller forhøjet temperatur. Man kan med fordel kontrollere med en a-gas.
Lakrids: Lakrids indeholder stoffet Glycyrrhizin der stimulerer til mere renal udskillelse, og fører til hypokaliæmi. Derfor kan stort lakridsindtag føre til hypokaliæmi.
Udredning & diagnostik
Hypokaliæmi diagnosticeres ved en blodprøve hvor se-kalium (se-K) < 3,5 mmol/l. Man kan yderligere inddele hypokaliæmi i sværhedsgrader:
- Let hypokaliæmi: se-K> 3,0 mmol/l
- Moderat hypokaliæmi: se-K 2,5-3,0 mmol/l
- Svær hypokaliæmi: se-K < 2,5 mmol/l
Symptomer: Hypokaliæmi kan både være symptomatisk og asymptomatisk. Milde symptomer kan være muskelsvaghed, irritabilitet, polydipsi, polyuri, diarre, obstipation, opkast. Svære symptomer kan være neuromuskulære symptomer, rhabdomyolyse og arytmier. EKG forandringer anses også for svære symptomer.
Paraklinik: I blodprøver bør man inkludere Na, K, Mg, Ca, Cl, kreatinin og CO2 total. Man kan supplere med spoturin med Na, K, Mg, Ca, Cl og Kreatinin taget samtidig med blodprøve for mere avanceret udredning.
EKG/Telemetri: Bør tages ved hypokaliæmi med se-K<3,0. Kan i svære tilfælde vise affladede t-takker, prominente U-takker, ST-depression, bradyarytmier, takyarytmier. Ved se-K<2,0 mmol/l er der indikation for telemetri.
Udfra spoturin kan man vurdere om hypokaliæmi skyldes øget renal udskillelse. En spoturin med urin-kalium/kreatinin ratio > 2 mM/mM peger på øget renal udskillelse, mens en værdi < 2 mM/mM peger på anden årsag.
Behandling
Behandling handler om at behandle den udløsende årsag og substitutere manglende kalium. Som udgangspunkt behandles peroralt, men ved kritisk sygdom eller manglende evne til at indtage per os gives intravenøs behandling.
Kaliumdeficit: Beregnes ved formlen (4,0-se-K)*vægt. For eksempel vil en se-K på 2,5 og en vægt på 70 kg give et kaliumdeficit på 105 mmol.
Indlæggelse: Som udgangspunkt anbefales indlæggelse ved svær hypokaliæmi, dvs. ved se-K<2,5 mmol/l.
Peroral behandling: Typisk behandles med enten Kaliumklorid tabletter (Kaleorid) á 750 mg (=10 mmol K) eller Kaliummixtur á 75 mg/ml (=1 mmol K). En tommelfingerregel er at 1 Kaleorid tablet eller 10 ml Kaliummixtur øger se-K med 0,1. En lidt mere præcis tommelfingerregel hvor man tager hensyn til vægten, er at antallet af Kaleorid tabletter der skal gives svarer til (4,0-se-K)*vægt/10, fx. ved se-K på 3,0 og en vægt på 70 kg, skal der gives (4,0-3,0)*70/10 = 7 tabletter. Kaleorid er depottabletter og må ikke knuses, og de kommer ud med tabletlignende rester i afførring, hvilket er en matrix der udskilles.
Intravenøs behandling: Typisk gives KNaCl opløsning á 51 mmol K/L svarende til 5 Kaleorid tabletter. Undgå glukose-holdige infusionsvæsker, fordi glukose stimulerer endogen insulinproduktion som forværrer translokation og dermed hypokaliæmi.
Hypomagnesiæmi: Ved hypomagnesiæmi skal denne korrigeres, se under hypomagnesiæmi.
Yderligere litteratur
Guidelines
I Danmark findes en NBV for hypokaliæmi udgivet af Dansk Selskab for Endokrinologi, der senest er opdateret i 2023.
Referencer
Her kan du finde en liste med referencer der er anvendt i denne artikel. Der er også angivet direkte henvisninger i teksten samt ved anvendelse af billeder og figurer.
